09/01/2026 | Press release | Distributed by Public on 09/01/2026 03:40
I september gennemføres Yellow September for tredje år. I år fokuseres der på uddannelsessteder, hvor fokus er at synliggøre de henvendelsesmuligheder, der findes for elever og studerende, som oplever psykiske udfordringer.
Yellow September gennemføres i et samarbejde mellem Paarisa under Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling og Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke. Formålet er at skabe opmærksomhed om, hvor man kan søge hjælp, og at understrege, at ingen behøver at stå alene, når livet bliver svært.
Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Nivi Olsen, udtaler:
"En uddannelse handler ikke kun om faglig udvikling, men også om trivsel. Mange elever og studerende flytter hjemmefra og befinder sig langt fra familie, venner og deres vante netværk. Derfor er det vigtigt, at hjælpen er synlig og let at finde, og at der findes redskaber, som kan støtte, når livet bliver svært."
Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling, Mariane Paviasen Jensen, udtaler:
"Ingen børn eller unge skal stå alene, når livet bliver svært. Det er et fælles ansvar at skabe trygge rammer, hvor det er naturligt at tale om mental sundhed og søge hjælp. Derfor arbejder vi for at gøre henvendelsesmulighederne mere synlige og let tilgængelige."
Som en del af årets Yellow September sættes der blandt andet fokus på Qamani-appen. Appen blev lanceret i december 2025 og har i dag omkring 3.000 brugere.
Qamani App er en selvhjælpsapp, der blandt andet indeholder en personlig sikkerhedsplan, en samtalemodel til brug for fagpersoner, meditationer, temasider samt en oversigt over relevante henvendelsesmuligheder. Appen er udviklet som et redskab, der kan støtte den enkelte og gøre hjælpen mere synlig og tilgængelig.
For at understøtte årets fokus på synlige henvendelsesmuligheder har Departementet for Uddannelse og Paarisa i samarbejde udviklet en informationsvideo, der viser, hvordan sikkerhedsplanen iQamani kan oprettes og anvendes.
Download Qamani-appen og læs mere her:
Husk at følge Departementerne samt Paarisa på Facebook og Instagram
For yderligere oplysninger kontakt: Paarisa Toqq/direkte 34 50 00, mail: [email protected]