09/23/2026 | Press release | Distributed by Public on 09/23/2026 03:58
Virksomheder og institutioner i Grønland får i løbet af oktober måned mulighed for at styrke deres beredskab gennem deltagelse i øvelsen " Kalaallit Nunaat Sungiusarpoq".
Iddimanngiiu Jensen Bianco, Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab bakker op om initiativet, som giver grønlandske virksomheder og institutioner en konkret og gratis mulighed for at afprøve deres evne til at håndtere et cyberangreb, før en reel hændelse opstår.
Øvelsen arrangeres og gennemføres af Digitalinngortitsinermut Aqutsisoqarfik i samarbejde med Styrelsen for Samfundssikkerhed som led i øvelsen "Hele Danmark Øver". Det er tredje gang, øvelsen finder sted siden etableringen i 2024, og første gang den gennemføres i Grønland.
Kalaallit Nunaat Sungiusarpoq er i direkte overensstemmelse med målsætningerne i Naalakkersuisuts Nationale Digitaliseringsstrategi 2024-2028, tema 2 "Mod højere informations- og cybersikkerhed".
Strategien understreger, at Grønland som en integreret del af den globale digitale infrastruktur er eksponeret for cybertrusler, og at der derfor skal arbejdes systematisk med at styrke den digitale modstandsdygtighed og cyberberedskabet, og evnen til at forebygge, opdage, håndtere og genoprette efter cyberhændelser.
Cybersikkerhed er ikke kun et teknisk spørgsmål. Når en alvorlig cybersikkerhedshændelse rammer, handler det også om ledelse, ansvar, kommunikation, prioriteringer og beslutninger under pres.
Cyberangreb respekterer ikke landegrænser, og udfordringerne ved at håndtere dem er stort set de samme, uanset om de rammer i Grønland eller i udlandet.
Iddimanngiiu Jensen Bianco, ser øvelsen som en værdifuld mulighed for virksomheder og institutioner til at afprøve procedurer, roller og beslutningsprocesser i trygge rammer og anvende erfaringerne til at styrke deres eget arbejde med cyberberedskab.
Med "Kalaallit Nunaat Sungiusarpoq" får deltagerne derfor mulighed for at gennemføre den samme øvelse, som anvendes i Danmark.
Deltagerne får mulighed for at opleve, hvordan det føles at stå midt i et cyberangreb. Fra de første tegn på, at uvedkommende har fået adgang til systemerne, til de kritiske beslutninger, der skal træffes under pres, mens hvert minut tæller.
Digitalinngortitsinermut Aqutsisoqarfik vil snarest informere nærmere om, hvornår og hvor øvelserne afholdes i Grønland, og hvordan tilmeldingen foregår.
I Danmark arrangeres Hele Danmark Øver af Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskab, politiet (NSK), Dansk Industri, Dansk Erhverv, IT-Branchen, Secure Practice, Dansk IT, Tryg, Forsvaret (FMI's Cyberdivision) og TDC Erhverv. I Grønland står Digitalinngortitsinermut Aqutsisoqarfik for øvelserne, og på Færøerne er det Fjarskiftiseftirlitið.
Kalaallit Nunaat Sungiusarpoq tilmelding