01/22/2026 | Press release | Distributed by Public on 01/22/2026 04:08
Investeringen i cybersikkerhed er en væsentlig del af Aarhus Universitets Strategi 2030, men strategien byder på flere centrale tiltag. Universitetet har i alt udpeget seks strategiske fokusområder, og man arbejder med en handleplan, der skal sætte kød på ambitionerne allerede fra i år.
Aarhus Universitet vil styrke dansk forskning, uddannelse og innovation inden for cybersikkerhed, og derfor er man parat til at igangsætte en tværgående faglig satsning med et samlet budget på ca. 300 mio. kroner i årene 2026-2032.
Sådan lød udmeldingen fra universitetsledelsen kort efter nytår - men selvom cybersikkerhed bliver et væsentligt strategisk indsatsområde for universitetet i de kommende år, så bliver det langt fra det eneste.
Strategi 2030 omfatter nemlig i alt seks strategiske fokusområder, hvor universitetet vil sætte kræfter ind for at omsætte strategiske ambitioner til konkrete, flerårige indsatser. Til det formål udvikler universitetsledelsen en handleplan, som anviser, hvilke milepæle, der skal nås i 2026.
De seks strategiske fokusområder
"Strategien er ambitiøs og gennemarbejdet. Men den skal føres ud i livet, før den får værdi for samfundet. Derfor har det været vigtigt at give håndslag på, hvad der konkret skal arbejdes på i det kommende år, så vi kommer godt i gang med at gøre ord til handling. Vi sætter ikke nødvendigvis mange mål, men målene skal være tydelige, og vi skal sætte barren højt", siger rektor Brian Bech Nielsen.
Digitale evner forpligter
Som nævnt lægger handleplanen op til, at der i 2026 skal etableres et AU Center for Cybersikkerhed - i daglig tale AU Cyber - der blandt andet skal styrke Danmarks digitale forsvarskapacitet. Centeret vil få tilknyttet i størrelsesordenen 30-40 forskere og ph.d.-studerende, der i samarbejde med flere af AU's øvrige fagmiljøer såvel som eksterne partnere skal bidrage til forskning og talentudvikling.
"Danmark er et gennem-digitaliseret samfund. Det giver os mange fordele i hverdagen, men det betyder også, at både virksomheder, myndigheder og borgere er mere sårbare over for angreb. De cyberkriminelle opruster løbende og bruger mere og mere sofistikerede metoder, så derfor har det høj prioritet at styrke vores fælles forsvarsværker. Samtidig er det digitale område en væsentlig komponent i den oprustning, som Forsvaret står over for. Og med de faglige styrkeområder, vi samlet set har på Aarhus Universitet, så er det nærmest en samfundspligt for os at bidrage", forklarer Brian Bech Nielsen.
Foruden det nye center vil universitetet også udvikle nye uddannelser og kurser for at imødekomme den store efterspørgsel på kandidater med viden om cybersikkerhed. Endelig vil man opbygge en innovationshub, der skal understøtte forskere og studerende, som ønsker at gå iværksættervejen og bringe deres idéer til markedet.
Talentforløb, bæredygtighed, innovation og studieliv får et løft
Foruden planerne om cyber-oprustning, så investerer Aarhus Universitet også i attraktive karriereveje for yngre forskere. Således vil man frem mod 2032 gå efter at ansætte 10 tenure track-adjunkter om året i særlige talentforløb. Samtidig skal den generelle karriereindsats for unge forskere styrkes - også med blik for, at man skal blive bedre til at synliggøre de karriereveje, der ligger uden for universitetets mure.
Innovation og iværksætteri har igennem de senere år fået en større rolle i den danske universitetssektor, og det samme gælder i Aarhus Universitets strategi. Universitetet vil styrke det økosystem, man har opbygget, og hvor bl.a. Kitchen står centralt sammen med kapitalfonden Delphinus og Partnerhuset. Kitchen er således flyttet i nye rammer i Universitetsbyen i starten af 2026, mens Partnerhuset indvies i februar. Herudover vil universitetet - med afsæt i erfaringerne fra Life Science Hub 1.0 - etablere en større hub, der skal imødekomme det stigende behov blandt spinouts for laboratoriefaciliteter og adgang til specialiseret udstyr tæt på de faglige miljøer.
Bæredygtighed er et andet fokusområde i Strategi 2030. Her vil universitetet igangsætte et ambitiøst tværfagligt forskningsprojekt, der skal bidrage til at løse en central samfundsudfordring. Dertil nedsætter universitetsledelsen en styregruppe, som skal afklare, hvilken udfordring, man konkret vil tackle.
På uddannelsesområdet er det især de nye erhvervskandidatuddannelser, der får strategisk fokus. I 2026 vil AU etablere en tværgående hub, der skal understøtte udviklingen af uddannelser og sikre deling af viden og ressourcer på tværs af universitetets fagmiljøer. Samtidig er der planer om en række forbedringer af de fysiske rammer for campuslivet på AU; herunder nye sports- og motionsfaciliteter, bedre vilkår for studenterforeninger, samt et projekt, der skal forny belysningen i Universitetsparken.
"Handleplanen sikrer, at vi får kanaliseret vores samlede energi og viden ind i konkrete projekter, der mærkbart forandrer både samfundet og universitetet. Og jeg ser frem til, at vi i fællesskab får skubbet strategien ud over rampen og begynder at sætte strøm til de mange indsatser, vi har i støbeskeen", slutter Brian Bech Nielsen.
Universitetsledelsen vil i den kommende tid løbende udfolde de øvrige indsatser i den strategiske handleplan for 2026.