12/18/2025 | Press release | Distributed by Public on 12/18/2025 08:35
En ny podcast fra Datatilsynet sætter fokus på, hvordan kunstig intelligens bruges af børn og unge, og hvad det betyder for deres privatliv og databeskyttelse.
Kunstig intelligens fylder mere og mere i børn og unges hverdag. AI-værktøjer bruges til lektier, sociale medier, spil og chatbots - ofte uden at det er tydeligt, hvordan oplysninger bliver indsamlet og anvendt.
I Datatilsynets nye podcast stilles der skarpt på, hvad man som barn, ung eller forælder bør være opmærksom på, når AI-værktøjer tages i brug. Podcasten kommer blandt andet ind på, hvordan AI fungerer, hvilke personoplysninger der kan blive behandlet, og hvorfor børn og unge har ret til en særlig beskyttelse af deres privatliv.
Der gives også konkrete råd til, hvordan man kan tale om AI i hverdagen, skabe gode digitale vaner og forholde sig kritisk til, hvad der deles. Samtidig gennemgås de databeskyttelsesretlige rammer, herunder samtykke, rettigheder og de udfordringer, der kan opstå, når oplysninger bruges til træning og videreudvikling af AI-systemer.
Podcasten henvender sig til forældre, unge og andre med interesse for børns digitale liv.