05/02/2025 | Press release | Distributed by Public on 05/02/2025 08:37
Området for Pension og Arbejdsmarked i ATP har vundet Sprogprisen 2025 i kategorien "Danmarks bedste arbejde med sproget" for deres arbejde med datadrevet borger- og kundekommunikation.
Sprogprisen sætter fokus på det skriftlige sprog i både det private erhvervsliv og den offentlige sektor ved at anerkende og belønne det gode danske sprog.
Bag prisen står bl.a., Journalisthøjskolen (DMJX), Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Konkret får ATP prisen for at have udviklet en skriveguide, der med dokumenteret effekt har sikret mere læsevenlige tekster, særligt når de læses digitalt.
I udviklingen af skriveguiden har ATP insisteret på at finde ud af, hvordan forskellige målgrupper modtager information, og hvordan de tilegner sig den nødvendige viden for at kunne foretage en konkret handling.
"Vi sender hvert år mere end 14 mio. breve og har mere end 13 mio. besøg på vores sider på borger.dk og virk.dk. Derfor er vi meget stolte af denne pris, fordi den viser, at vi er lykkedes med at skabe god kommunikation, der rammer den enkelte borgeres behov," siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør, Pension & Arbejdsmarked, ATP:
"Langt størstedelen af vores tekster læses i dag digitalt, primært på mobiltelefonens lille skærm. Med udviklingen af skriveguiden ved vi nu langt mere om, hvad der virker, og kan se en klar effekt af det, vi har ændret ."
ATP får Sprogprisen i kategorien "Danmarks bedste arbejde med sproget" for deres målrettede arbejde med 'Datadrevet kundekommunikation' i området Pension og Arbejdsmarked (P&A) for bl.a. følgende:
ATP har taget den nyeste teknologi i brug ved at udvikle en AI-drevet skriveassistent, der kan hjælpe med at gennemskrive tekster, så de lever op til de 15 skriveråd i skriveguiden.
Det har samtidigt gjort det nemmere for de ansatte i ATP at udarbejde mere målrettet kommunikation, hvor kunstig intelligens er med til at kvalificere indholdet og spare tid i udformningen af det indhold, der kommer ud til den enkelte borger.
"Udviklingen af vores nye skriveguide er et rigtigt godt eksempel på, hvilken stor værdi det kan skabe, når kunstig intelligens, og vi som mennesker arbejder sammen for at skabe gode borgeroplevelser," siger Anne Kristine Axelsson:
"Den kunstige intelligens kan særligt være med til at gøre en stor del af det tidstunge og målrettede arbejde, hvilket letter skriveprocessen, og hvor den enkelte medarbejder så kan fokusere på at kvalitetssikre indholdet. Det skaber både bedre og mere effektive borgeroplevelser, så det er et felt, vi i ATP ønsker at være i front på".
For at få viden om hvorvidt skriveguiden også reelt har forbedret ATP's kommunikation med borgerne, er de nye tekster, der bygger på skriveguidens anbefalinger, blevet testet hos godt 7000 respondenter.
Den omfattende test har tydeligt vist, at de foretrækker de tekster, der følger de nye skriveråd frem for de oprindelige tekster.