• Print
• Forstør tekst
  • 75%
  • 100%
  • 125%
  • 150%
• Tegnsprog
• Del
  • Link kopieret

Indhold

Debatindlæg af Martin Damm, formand for KL, og Peter Rahbæk Juel, næstformand for KL

Da 2025 blev til 2026, varslede rådhusklokkerne ikke blot et nyt år. De markerede også en ny valgperiode i landets 98 kommuner.

Alt i alt er vi 2.432 folkevalgte, som de næste fire år skal være demokratiske repræsentanter for de borgere, der bor og lever omkring os.

Nogle af os har prøvet det før, andre er valgt for første gang. Og fælles for os alle er, at vi glæder os til at trække i arbejdstøjet.

Samtidig står det dog også klart, at bagtæppet for den nye valgperiode er mørkere og mere alvorligt end tidligere.

Med krig i Europa, historisk pres på rigsfællesskabet og voldsomme geopolitiske spændinger virker fremtiden mere uforudsigelig og usikker, end de fleste af os har oplevet i vores levetid.

Så meget desto mere har vi lokalpolitikere en meget vigtig fælles opgave:

At skabe rammerne for en tryg og stabil lokal hverdag for vores medborgere.

For i urolige tider har vi alle brug for at have et stærkt lokalsamfund, hvor vi passer på hinanden, vores børn, vores ældre og vores sårbare. Hvor vi kan tage arbejde velvidende, at der bliver passet godt på vores nærmeste i børnehaven, i skolen og på plejehjemmet. Og hvor det lokale beredskab er klar til at rykke ud, hvis krisen rammer.

Det er en opgave, vi går til med stolthed, ydmyghed og ansvarlighed.

Men det er også en opgave, som ikke bliver let. For selvom vi i kommunerne er forskellige, står vi over for nogle fælles udfordringer, som vi bliver nødt til at finde svar på.

For det første ændrer alderssammensætningen i befolkningen sig markant: Frem mod 2035 bliver vi 140.000 flere borgere over 80 år, og samtidig bliver vi færre i den erhvervsaktive alder.

Det er på alle måder glædeligt, at vi lever længere. Men når flere skal have hjælp fra velfærdssamfundet - og der samtidig er færre hænder til at levere hjælpen - står vi med en kæmpe udfordring.

Allerede nu har vi svært ved at besætte alle stillinger, og prognoser viser, at vi kommer til at mangle mere end 20.000 SOSU-medarbejdere i 2035.

Der findes ikke én løsning. Og derfor kommer vi til at skulle spille på mange tangenter: Vi skal inddrage civilsamfundet mere og bedre. Vi skal have blik for ny teknologi, så medarbejdernes tid kan bruges dér, hvor borgerne får mest ud af det. Vi skal se mod international arbejdskraft. Og meget mere.

For det andet går en større og større del af kommunernes ressourcer til specialiserede tilbud: Der er flere underretninger i dagtilbuddene, flere børn har brug for specialundervisning i skolen, flere unge får ondt i livet, og flere voksne skal have et specialtilbud derhjemme eller på et bosted.

Denne udvikling bliver et vigtigt fokus. Først og fremmest fordi vi som samfund er forpligtet til at kunne hjælpe de mennesker, der har det svært. Og også fordi det udfordrer fundamentet i vores velfærdsmodel, når en stadig større del af ressourcerne går til særlige indsatser målrettet de få.

Derfor får vi en vigtig opgave med at sikre, at flere børn, unge og voksne - med den rette støtte - kan blive en del af det brede fællesskab.

For det tredje skal kommunerne i de næste år gennemføre store reformer på nærmest alle velfærdsområder: ældrereformen, den grønne trepart, sundhedsreformen, beskæftigelsesreformen, en folkeskoleaftale og nye rammer på socialområdet.

Reformerne giver på lange stræk mulighed for i højere grad at lave løsninger, som passer til de lokale borgernes behov og ønsker. Det er godt. Men samtidig bliver det også en stor udfordring for en kommunal organisation at skulle lave så mange gennemgribende forandringer på én gang.

Der bliver med andre ord nok at se til. Men uanset hvordan verden ser ud, er vi klar til at sætte den lokale retning og gøre en forskel for vores velfærd.

For i skyggen af krig og konflikter er det lokaldemokratiet, der kan være med til at holde lyset tændt.

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 15. januar 2026