Aarhus Universitet

08/27/2026 | Press release | Distributed by Public on 08/27/2026 02:33

Kandidatstuderende på Cognitive Science er igennem nåleøjet til hovedkonference

Kandidatstuderende på Cognitive Science er igennem nåleøjet til hovedkonference

I weekenden fik Halfdan Nordahl Fundal og hans forskningskollegaer besked om, at deres forskningsartikel er accepteret til hovedkonferencen Empirical Methods in Natural Language Processing (EMNLP), som afholdes i Budapest slut oktober. Artiklen undersøger de sproglige dynamikker, der opstår, når mennesker og sprogmodeller skaber tekst i fællesskab.

Halfdan Nordahl Fundal, kandidatstuderende på Cognitive Science.
27. august 2026 af Camilla Høj Eggers

Halfdan Nordahl Fundal er nyuddannet bachelor fra Cognitive Science på Institut for Kommunikation og Kultur, hvor han nu er kandidatstuderende. Ved siden af studierne arbejder han som Student Assistant på TEXT: Center for Contemporary Cultures of Text, og det er her, han har fået mulighed for at undersøge, hvordan kreative samskabelsesprocesser foregår i forskellige konstellationer med mennesker og AI.

I juli 2026 præsenterede Halfdan Nordahl Fundal og Yuri Bizzoni, PhD og seniorforsker på Center for Humanities Computing på Aarhus Universitet, deres forskningsprojekt i San Diego i USA på en workshop på Annual Meeting of the Association for Computational Linguistics (ACL). Deres artikel til ACL undersøgte udelukkende interaktioner mellem menneske og sprogmodel, og resultaterne viser en tydelig asymmetrisk rollefordeling, der går igen i samarbejdet mellem de to.

- Vores resultater peger på, at mennesket skriver mere negativt og samtidig ser ud til at være mere stædig i sit emotionelle udgangspunkt for historien, mens sprogmodellerne derimod tilpasser sig til menneskets input fx hvis mennesket ændrer tonen fra negativ til positiv, siger Halfdan Nordahl Fundal.

Mennesket er mere kreativt end AI
Og så viser deres forskning, at mennesket i højere grad bidrager med kreative vinkler, tager styringen og har størst indflydelse, mens sprogmodellerne uddyber, skaber sammenhæng og tilpasser sig.

- Mennesker introducerer mere overraskende, og måske også mere kreative, elementer til teksten. Disse overraskende elementer har også større indflydelse på det videre forløb, end hvis sprogmodellen introducerer noget tilsvarende overraskende. Mennesket har nærmest et særligt privilegium, hvor de overraskende elementer, de bidrager med, har særstatus til at ændre historien sammenlignet med sprogmodellen, siger han.

I artiklen til hovedkonferencen EMNLP udvider Halfdan Nordahl Fundal og kollegerne analysen og sammenligner menneske-sprogmodel-interaktionen med menneske-menneske-interaktion og sprogmodel-sprogmodel-interaktion. Det giver et mere fuldendt billede af, hvordan de forskelle, de observerer, udmønter sig på tværs af samarbejder mellem forskellige aktører.

- I et større perspektiv drejer projektet sig om grundlæggende dynamikker i samarbejdet mellem mennesker og AI. Håbet er, at metoderne også kan generaliseres til andre typer af sproglig udveksling fx samtaler, politisk debat og bredere forskning i menneskelig kreativitet og tekst, siger Halfdan Nordahl Fundal.

Ideen stammer fra andet semester
Projektets rødder går helt tilbage til et eksamensprojekt på andet semester af hans bachelor i faget Applied Cognitive Science, hvor han sammen med sine medstuderende udviklede et tæt samarbejde med seniorforsker Karsten Olsen på IMC (Interacting Minds Center) på Aarhus Universitet. Eksamensprojektet er siden blevet til en formidlingsplatform, der har været på landsdækkende turné med Videnskaber, og det er blevet til spinout-virksomheden Tinkestudio og ikke mindst det første grundlag for det forskningsprojekt på TEXT, som de to artikler udspringer af.

Fakta
Halfdan Nordahl Fundal er hovedforfatter på den netop accepterede artikel.
PhD og seniorforsker Yuri Bizzoni er andenforfatter
To tidligere praktikanter og studentermedhjælpere Charlotte Bilde og Ida Bække Johannesen hjalp med dataindsamling og er tredje-fjerdeforfattere, og Rebekah Baglini, som er co-director på TEXT, er femteforfatter/supervisor.

Læs mere
Studerende og forsker fra Arts formidler kunstig intelligens på landsækkende tourné
TEXT: Center for Contemporary Cultures of Text
Interacting Minds Centre
New Spinout company launched: Tinke Studio

Kontakt
Halfdan Nordahl Fundal
Stud. MSc Cognitive Science
TEXT: Center for Contemporary Cultures of Text
E-mail: halfi@cc.au.dk
Telefon: 51324169

Aarhus Universitet published this content on August 27, 2026, and is solely responsible for the information contained herein. Distributed via Public Technologies (PUBT), unedited and unaltered, on August 27, 2026 at 08:33 UTC. If you believe the information included in the content is inaccurate or outdated and requires editing or removal, please contact us at [email protected]