Ministry of Defence of Denmark

01/27/2026 | Press release | Distributed by Public on 01/27/2026 02:09

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen rejser på statsbesøg i Estland og Litauen

Læs hele artiklen

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen ledsager Deres Majestæter Kongen og Dronningen på deres statsbesøg til Estland og Litauen.

Formålet med statsbesøgene er at genbekræfte det stærke bånd mellem Estland, Litauen og Danmark. Relationerne med de to lande er også på forsvarsområdet afgørende i tid præget af Ruslands truende adfærd.

"Med den nye sikkerhedspolitiske situation er det afgørende, at Forsvaret styrker indsatsen langs NATO's østlige flanke. Danmarks sikkerhed hænger tæt sammen med stabiliteten i Baltikum, og derfor er det helt centralt, at vi står samlet med vores NATO-allierede, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Samarbejdet mellem Danmark, Estland og Litauen bygger på tætte partnerskaber både bilateralt og i regi af det nordisk-baltiske forum NB8, i EU og i NATO. På grund af truslen på den østlige flanke har NATO en fremskudt tilstedeværelse i Baltikum.

Samarbejdet spænder bredt og omfatter sikkerheds- og forsvarspolitik, men også digitalisering og innovation. Forsvarsministeren skal sammen med D.M. Kongen og Dronningen bl.a. besøge det nationale estiske cybersikkerheds- og innovationscenter, der samarbejder tæt med NATO's Cooperative Cyber Defence Centre of Excellence, hvor Danmark bidrager med personel fra Forsvaret.

Derudover indgår Danmark i et tæt hjemmeværnssamarbejde med både Estland og Litauen. Under statsbesøget vil der blive underskrevet en aftale mellem det danske Hjemmeværnet og litauiske Riflemen's Union, der skal styrke vores allerede gode uddannelsessamarbejde med Litauens frivillige styrker.

"Hjemmeværnssamarbejdet bekræfter de stærke forbindelser til de baltiske lande, og de bånd skal vi bygge videre på. Situationen kræver øget samarbejde mellem NATO-allierede i Europa, og her spiller relationen mellem Danmark, Estland og Litauen en særlig rolle. Derfor er det vigtigt, at vi styrker samarbejdet yderligere ved dette besøg," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Forsvarsministeren skal også holde tale ved et dansk-litauisk erhvervsforum med fokus bl.a. på forsvarsindustri og energi, hvor 18 danske og mere end 70 litauiske forsvarsvirksomheder mødes for at afsøge fælles forretningsmuligheder og indgå partnerskaber.

Der vil også være deltagelse fra forsvars-og sikkerhedsorganisationer samt ministerier og brancheorganisationer fra Danmark og Litauen.

Ministry of Defence of Denmark published this content on January 27, 2026, and is solely responsible for the information contained herein. Distributed via Public Technologies (PUBT), unedited and unaltered, on January 27, 2026 at 08:09 UTC. If you believe the information included in the content is inaccurate or outdated and requires editing or removal, please contact us at [email protected]