05/18/2026 | Press release | Distributed by Public on 05/18/2026 12:41
18. maj 2026 har Naalakkersuisut og Frankrig underskrevet en hensigtserklæring om at styrke samarbejdet på området for kritiske mineraler og metaller. Aftalen er underskrevet af Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Råstoffer, Múte B. Egede og Frankrigs Minister med særligt ansvar for Udenrigshandel og Attraktivitet, Nicolas Forissier.
Målet er at styrke samarbejdet mellem Grønland og Frankrig om viden, kortlægning og ansvarlig udvikling af råstofområdet.
Institutionelt samarbejde om viden og udnyttelse af Grønlands undergrundsressourcer
Hensigtserklæringen bygger videre på den tekniske samarbejdsaftale, som blev indgået 3. marts 2026 under PDAC i Toronto mellem Departementet for Erhverv og Råstoffer og de Franske Geologiske Undersøgelser, BRGM. Den tekniske aftale skal understøtte et større grønlandsk-fransk samarbejde på råstofområdet. Det første projekt er allerede fundet. I den kommende tid igangsættes et projekt om geologiske satellitopmålinger i Grønland.
Projektet skal give ny og dybere viden om Grønlands geologi. Det kan skabe et bedre grundlag for fremtidige beslutninger og for en mere målrettet planlægning af efterforskning. Mere viden kan også være med til at mindske unødige indgreb og sikre, at aktiviteter planlægges på et mere oplyst grundlag.
Udvikling af fælles projekter på tværs af værdikæderne for kritiske metaller
Hensigtserklæringen har fokus på kritiske råmaterialer. Her kan Grønland med sine naturressourcer spille en vigtig rolle. Kritiske mineraler og metaller er vigtige for den grønne omstilling. De bruges blandt andet i ny energi, elektrificering og moderne teknologi. Derfor ønsker Grønland og Frankrig at styrke forsyningskæder, som bygger på høje miljøstandarder og ansvarlig udnyttelse af ressourcerne.
Samarbejdet skal også understøtte udviklingen af fælles projekter på tværs af værdikæderne for kritiske metaller og bidrage til at skabe et stærkere grundlag for fremtidige investeringer og samarbejder.
Fremme mere bæredygtig mineaktivitet og udvikling af "efter-minedrift"-samarbejde.
Samarbejdet skal understøtte mere bæredygtig mineaktivitet og styrke indsatsen efter minedrift. Det gælder blandt andet fælles projekter, der kan reducere miljøpåvirkning, CO₂-udledning og vandforbrug.
Samarbejdet omfatter også erfaringsudveksling om lokal inddragelse, gennemsigtighed og god forvaltning samt projekter om miljøgenopretning og håndtering af nedlagte miner.
Styrke synergier inden for forskning og uddannelse på området for kritiske metaller
Samarbejdet handler også om at styrke forbindelsen mellem forskning, videnudvikling og uddannelse. Grønland og Frankrig ønsker at fremme erfaringsudveksling og samarbejde, som kan bidrage til ny indsigt og stærkere faglige miljøer på området for kritiske mineraler og metaller.
Samarbejdet er et udtryk for de tætte bånd mellem Grønland og Frankrig og et ønske om at udvikle relationen yderligere.
For yderligere oplysning kontakt departementschef Jørgen T. Hammeken Departementet for Erhverv og Råstoffer. E-mail: [email protected]