Ministry of Taxation of Denmark

11/05/2026 | Press release | Distributed by Public on 11/04/2026 23:09

Enig forligskreds: 30.100 ejerlejligheder får lavere ejendomsvurdering med ny løsning

05-11-2026

Enig forligskreds: 30.100 ejerlejligheder får lavere ejendomsvurdering med ny løsning

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt og en enig forligskreds vil fremsætte et lovforslag, der vil sikre 30.100 ejerlejligheder mere rimelige 2026- og 2027-vurderinger ved, at prisfremskrivningen af ejerlejligheder i højere grad tager udgangspunkt i lokale forhold. Samtidig fritages ejerlejligheder i ø-kommunerne Samsø, Fanø, Læsø og Ærø for indeksering og dermed skattestigninger.

Priserne på ejerlejligheder udvikler sig ikke ens på tværs af landet. Alligevel kan prisstigninger i en storbykommune få betydning for ejendomsvurderingen af en ejerlejlighed i en yderkommune. Det skyldes, at der i 82 kommuner ikke er tilstrækkeligt med bolighandler til, at Danmarks Statistik kan beregne et kommunalt prisindeks for ejerlejligheder.

Det vil sige, at hvis du køber en ejerlejlighed i en stille provinsby i Norddjurs Kommune, mens boligpriserne buldrer frem i Århus Kommune, så kan det være prisudviklingen i Århus Kommune, der får betydning for, hvordan din lejlighed bliver vurderet. Det samme gælder ejerlejligheder på Bornholm, hvor prisudviklingen trækkes op af boligmarkedet for ejerlejligheder i Region Hovedstaden.

Derfor vil skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt og en enig forligskreds på ejendomsområdet nu ændre lovgivningen, så den i højere grad tager udgangspunkt i den lokale prisudvikling på boligmarkedet.

"Det er jo ikke rimeligt, at en boligejer i fx Norddjurs Kommune risikerer at blive ramt af store skattestigninger pga. et buldrende boligmarked i Aarhus. Så når vi nu er nødt til at prisfremskrive vurderingerne, skal vi selvfølgelig gøre det så retvisende som muligt. For mig handler det grundlæggende om retssikkerhed og rimelighed. Derfor er vi i forligskredsen enige om at ændre reglerne, så Vurderingsstyrelsen for ejerlejligheder fremover skal bruge det prisindeks, der giver den laveste prisfremskrivning, og som er mest fordelagtig for boligejerne," siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt, der er glad for, at en enig forligskreds bakker op om løsningen.

Hvis der ikke er tilstrækkeligt med salg i en kommune til, at Danmarks Statistik kan udarbejde et kommunalt prisindeks for ejerlejligheder, skal prisfremskrivningen fra 2024 til 2026 kunne ske på baggrund af det kommunale prisindeks for enfamiliehuse, hvis dette prisindeks er lavere end det tilgængelige prisindeks for ejerlejligheder. Det sikrer, at der i højere grad tages udgangspunkt i den lokale prisudvikling på kommunalt niveau i stedet for landsdelsniveau, hvor boligmarkederne i fx kommuner som Aarhus og København, som de seneste år har oplevet kraftigt stigende boligpriser, indgår.

Løsningen indebærer, at Vurderingsstyrelsen skal anvende det prisindeks, der fører til den laveste prisfremskrivning, og som dermed er mest fordelagtig for boligejeren.

Prisfremskrivningen af ejendomsvurderinger blev introduceret af den daværende SVM-regering med virkning for 2024-vurderingerne. Prisfremskrivningen blev indført med henblik på at bidrage til, at Vurderingsstyrelsen kan indhente efterslæbet af manglende vurderinger og sikre, at danskerne hurtigere får deres endelige vurderinger.

Ejerlejligheder på fem ø-kommuner kan fritages fra prisfremskrivning
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt og forligskredsen er ligeledes enige om, at de ikke-brofaste ø-kommuner vil få mulighed for helt at blive fritaget fra prisfremskrivning. Undtagelsen vil gælde, hvis der i det pågældende år hverken er et prisindeks på kommuneniveau for helårshuse eller ejerlejligheder, da der i sådanne tilfælde ikke vurderes at være et tilstrækkeligt retvisende prisindeks. I praksis betyder det, at deres ejendomsvurderinger vil blive fremskrevet med 0 pct. De slipper altså for, at deres boligskat kommer til at stige. Det er i 2026 tilfældet for Samsø, Fanø, Ærø og Læsø, hvorimod der for Bornholm er et prisindeks på kommuneniveau for enfamilieshuse.

"Når vi fastsætter værdien af danskernes hjem, skal vi gøre os umage og lade tvivlen komme borgerne til gode. Derfor bliver ejerne af ejerlejlighederne på Samsø, Fanø, Læsø og Ærø nu fritaget helt for prisfremskrivning, så de ikke stiger i boligskat. Det er endnu et skridt i retning af at sætte borgeren mere i centrum på ejendomsområdet," siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.

Skatte- og vækstministeren vil fremsætte et lovforslag om ændringen i indeværende år. Løsningen vil gælde indekseringen fra 1. januar 2024/2025 og frem og vil få virkning fra og med 2026-vurderingerne.

Fakta:

  • Prisindekset bruges, når Vurderingsstyrelsen skal prisfremskrive ejendomsvurderingerne til 2026- og 2027-vurderingstermin. I dag skal Vurderingsstyrelsen anvende landsdelsindekset, hvis der ikke er nok handler til at udarbejde et kommunalt prisindeks. Hvis der ikke er nok handler til at udarbejde et landsdelsindeks, anvendes regionsindekset eller landet som helhed.

  • Fremover skal Vurderingsstyrelsen anvende det kommunale prisindeks for enfamiliehuse, hvis der ikke er et kommunalt prisindeks for ejerlejligheder, og det kommunale prisindeks for enfamiliehuse er lavere end det tilgængelige prisindeks for ejerlejligheder.

  • Hvis der hverken er et kommunalt prisindeks for enfamiliehuse eller for ejerlejligheder, skal Vurderingsstyrelsen anvende det landsdelsindeks for hhv. ejerlejligheder og enfamiliehuse, der fører til den laveste prisfremskrivning.

  • Skatte- og Vækstministeriet skønner, at knap 30.100 ejerlejligheder i 31 kommuner får lavere vurderinger med lovforslaget.

Ordførere i forligskredsen udtaler:

Skatteordfører Malte Larsen (S):
"Din bolig skal vurderes ud fra, hvad den faktisk er værd. Ikke ud fra hvad lejligheder bliver solgt for i en helt anden del af landet. De massive prisstigninger på ejerlejligheder, blandt andet i København, skal ikke drive vurderingen af lejlighederne på f.eks. Bornholm op. Derfor er jeg glad for, at vi nu ændrer reglerne, så omtrent 30.000 ejerlejligheder får en lavere vurdering. Det er vigtigt, at danskerne kan have tillid til deres ejendomsvurderinger, og at man som boligejer ikke bliver stillet dårligere på grund af teknikaliteter, der ikke afspejler det lokale boligmarked. Nu gør vi noget ved det."

Skatteordfører Sofie Lippert (SF):
"Ejendomsskatten skal give mening for dem, der betaler den. Derfor dur det ikke, at en lejlighedsejer i Norddjurs eller Horsens bliver beskattet efter prisstigningerne i Aarhus. Vi skal tættere på den lokale virkelighed, og det gør vi nu ved at skabe grundlag for mere lokale fremskrivninger. Og hvis datagrundlaget i en ø-kommune som Samsø er for tyndt, skal vi ikke lade som om, vi kan lave et præcist skøn. Det handler helt grundlæggende om rimelighed og om at genopbygge tilliden til ejendomsskattesystemet."

Skatteordfører Özkan Kocak (M):
"Det er sund fornuft, at en boligejer på Bornholm ikke skal betale prisen for stigende boligpriser i København. Din bolig skal vurderes efter virkeligheden dér, hvor du bor.Med denne aftale får 30.100 ejerlejligheder lavere vurderinger. For Moderaterne handler det om retfærdighed og retssikkerhed. Skattesystemet skal være til for borgerne - ikke omvendt."

Skatteordfører Magnus Georg Jensen (RV):
"Det er grundlæggende urimeligt, hvis stigende boligpriser i København eller Aarhus skal føre til højere boligskatter i resten af landet. Din boligskat skal afspejle værdien af dit eget hjem - ikke den eksplosive prisudvikling i nogle af de større byer langt væk. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu sikrer mere retfærdige vurderinger for over 30.000 boligejere."

Skatteordfører Marie Brixtofte (V):
"Vi laver lovgivning for borgernes skyld - ikke for systemets. Og derfor når regler rammer skævt, er vi forpligtet til at rette dem. Det giver ingen mening, at stigende boligpriser i Aarhus og København skal trække ejendomsvurderingerne op i hhv. Norddjurs og på Bornholm. Derfor er Venstre og jeg glad for, at vi nu hjælper 30.100 boligejere, og at vi samtidig slår fast, at når to prisindeks giver forskellige vurderinger, skal det laveste vælges. Det er endnu et skridt mod et helt grundlæggende princip: Når der er tvivl, skal den komme borgeren til gode - et princip, vi i Venstre tager udgangspunkt i for hele skattevæsenet."

Skatteordfører Sofie Svendsen (K):
"Det er jo helt skævt, når boliger på Bornholm og andre småøer bliver indekseret ud fra prisudviklingen i større byer. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fundet en løsning, hvor der i højere grad tages højde for de lokale forhold, og hvor landsindeksering kan anvendes, hvis der ikke er et tilstrækkeligt lokalt datagrundlag. Det er nemlig helt afgørende, at danskerne kan have tillid til de ejendomsvurderinger, de modtager fra staten. Og dette er et skridt på vejen, men vi er langt fra i mål på andre punkter, hvilket er en topprioritet for Det Konservative Folkeparti, at vi kommer."

Pressekontakt:

Skatte- og Vækstministeriets pressefunktion:

Tlf. 72 22 23 24

E-mail: [email protected]

Ministry of Taxation of Denmark published this content on November 05, 2026, and is solely responsible for the information contained herein. Distributed via Public Technologies (PUBT), unedited and unaltered, on November 05, 2026 at 05:09 UTC. If you believe the information included in the content is inaccurate or outdated and requires editing or removal, please contact us at [email protected]