Et farvel til Grønland er et goddag til en mere rå verdensorden

Når Jørgen Møller følger de globale nyheder, ser han det samme som vi andre: En russisk invasionskrig i Ukraine, kinesiske militærøvelser omkring Taiwan, og en tiltagende amerikansk trussel om at annektere Grønland 'one way or the other', som præsident Donald Trump udtrykker det.

Men som professor i statskundskab med speciale i politisk historie ser Jørgen Møller også noget andet: Et omrids af Europas ultravoldelige fortid. En tid, hvor krig mere var reglen end undtagelsen, og hvor det nærmest var normen, at man flyttede landegrænser med vold og magt.

"Vi er i en brydningstid lige nu. Det er uklart, hvad resultatet bliver, men der er grundlæggende to yderpoler: Den ene er, at vi vender tilbage til en verden, hvor krig og trusler oftere vil føre til, at landegrænser ændrer sig. Den anden er, at den normbaserede verdensorden og de internationale organisationer, vi har opbygget siden 1945, viser sig at holde til trykket. I det tilfælde vil vi kunne komme styrkede ud af det her", opridser professoren.

En artikelserie, hvor Aarhus Universitets forskere zoomer ud og sætter andre faglige perspektiver på aktuelle historier

Har du en god idé til et emne eller en forsker, så tip redaktionen

• Jørgen Møllers forskningsprofil

346 krige på 400 år

Den fortid, Jørgen Møller også ser som en mulig skitse for Europas fremtid, strækker sig groft sagt fra 1400-tallet og frem til 1945. Her var kontinentet langt mere opdelt end i dag - et estimat lyder på, at der i år 1500 var cirka 200 forskellige stater eller selvstændige territorier - og det var langt mere normalt, at grænser blev flyttet, og områder skiftede hænder.

Jørgen Møller forklarer, at selvom det også kunne ske på fredelig vis igennem f.eks. arvefølge og royale ægteskaber, så spillede krig en væsentlig rolle for, hvor stregerne på Europakortet blev sat. Forskere på området taler ligefrem om 'det bellicistiske paradigme' - bellum er det latinske ord for krig - hvor en central parole lyder: "Krig skabte stater, og stater skabte krig".

'Det er vores samtid, der er unormal'

Det er under alle omstændigheder ingen underdrivelse at sige, at krudt, kanoner og kavaleri blev brugt flittigt i perioden. De fleste har nok hørt om Svenskekrigene, Hundredeårskrigen og Trediveårskrigen. Men forskere har opgjort, at der alene i perioden 1400-1790 foregik hele 346 væbnede mellemstatslige konflikter på det europæiske kontinent. Hvert år, sin krig.

"Går vi længere tilbage i tid, var krig endnu mere almindeligt. Den romerske republik var stort set altid i harnisk; vi finder meget få år, hvor legionærerne ikke førte krig. Da kejser Augustus efter sin sejr i borgerkrigen i 30 f.v.t. lukkede dørene til Janustemplet for at markere, at der nu var fred, var det første gang i to hundrede år! ", siger professoren og peger samtidig på, at Europa i den korte periode fra august 1914 til maj 1945 gennemgik to verdenskrige, der førte til millioner og atter millioner dødsofre, og som omkalfatrede Europakortet.

"Set i det lys er det faktisk vores tid - tiden efter 1945 - der er unormal i et historisk perspektiv. Landegrænser er hellige i dag på en helt anden måde, end de har været i det meste af vores historie. Det er en del af årsagen til, at Trumps fremfærd med Grønland virker så chokerende på os. Den måde, vi har tænkt international politik i vores levetid; det er slet ikke det sprog, han taler", siger Jørgen Møller.

Strukturelt opbrud eller krusninger på overfladen?

Spørgsmålet er så, om denne nye normal kan stå for presset. Eller om fremtidens europæere engang vil se tilbage på tiden mellem 2. verdenskrig og USA's annektering af Grønland som en pudsig historisk parentes, hvor man generelt afholdt sig fra at flytte grænser med magt.

"Jeg synes, det er vanskeligt at vurdere, hvor vi er på vej hen. Vi ved ikke, om den aktuelle konflikt om Grønland ender med at være et drama uden de store konsekvenser, eller om vi reelt er på vej ind i en anden verdensorden. Det samme kan vi sige om Rusland og Ukraine og Kina og Taiwan. Er det et egentligt strukturelt opbrud, eller er det krusninger på overfladen", spørger Jørgen Møller, inden han dog maner til en vis besindelse:

"Det er trods alt efterhånden en lang periode, hvor de internationale normer har vokset sig stærke. Det samme har organisationer som FN, NATO og EU, der netop har som en del af deres formål at udjævne magtbalancer mellem store og små nationer. Og endelig lever vi i dag i en verden, hvor krig mellem stormagter er svært at forestille sig, fordi de er bevæbnede med atomvåben. Så der skal meget til for at ændre på det igen. Der er vi jo ikke endnu. Men vi er helt klart i en tid, hvor der er opstået usikkerhed om nogle helt grundlæggende normer og institutioner".

Dén usikkerhed bliver diskuteret flittigt blandt verdens politologer. Og for mange er følelsen af at stå i et civilisatorisk vadested noget ambivalent:

"Én af mine amerikanske kolleger skrev for nylig til mig, at det rent forskningsmæssigt er en enormt interessant tanke, om verdenssamfundet er på vej ind i en helt ny tilstand, hvor grænser igen kan ændres med magt - med alle de virkninger, det nu kan tænkes at få for politisk og økonomisk udvikling. Men på det personlige plan, så er han selvfølgelig nervøs for, hvad det er for en tilstand. Den følelse tror jeg de fleste af os kan genkende - også selvom vi bor i fredelige Danmark".