12/15/2025 | Press release | Distributed by Public on 12/15/2025 01:01
Forskellene i beskæftigelse blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande og personer med dansk oprindelse er blevet mindre fra 2015 til 2024.
15. december 2025 kl. 8:00
Siden 2015 har indvandrere fra ikke-vestlige lande oplevet en konstant stigning i beskæftigelsen. Det viser publikationen 'Indvandrere i Danmark 2025', som Danmarks Statistik udgiver i dag.
Beskæftigelsesfrekvensen i 2024 var 71 pct. for mandlige indvandrere fra ikke-vestlige lande mod 53 pct. i 2015. For kvindelige indvandrere fra ikke-vestlige lande var den henholdsvis 61 pct. i 2024 og 45 pct. i 2015.
Beskæftigelsesfrekvensen for personer med dansk oprindelse var henholdsvis 81 pct. for mænd og 78 pct. for kvinder i 2024 samt 77 pct. for mænd og 73 pct. for kvinder i 2015.
"Andelen af beskæftigede er steget mere for indvandrere fra ikke-vestlige lande end for personer med dansk oprindelse siden 2015. Der har således været en tendens til, at forskellene i beskæftigelsen i de to grupper løbende er blevet mindre, hvis man ser på udviklingen i beskæftigelsesfrekvenserne fra 2015 til 2024," siger Jørn Korsbø Petersen, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Den branche med den højeste andel mandlige beskæftigede indvandrere i 2024 er hotel- og restaurationsbranchen, hvor over hver tredje mandlige beskæftigede (39 pct.) er indvandrer. Med beskæftigelsesandele for indvandrere på 26 pct. ligger brancherne landbrug, skovbrug og fiskeri og forskning og udvikling ligeledes højt.
Branchen med den højeste andel af kvindelige indvandrere er rejsebureauer, rengøring og anden operationel service. Her er over hver tredje medarbejder (37 pct.) kvindelig indvandrer. En høj andel kvindelige indvandrere findes også i branchen landbrug, skovbrug og fiskeri (34 pct.), hoteller og restauranter (28 pct.) samt forskning og udvikling (26 pct.).
Omvendt er der en lav andel af beskæftigede indvandrere i branchen offentlig administration, forsvar og politi (mænd 3 pct. og kvinder 5 pct.) samt branchen finansiering og forsikring (mænd 8 pct. og kvinder 9 pct.).
Læs mere om indvandreres beskæftigelse i publikationen 'Indvandrere i Danmark 2025', der blandt andet også omhandler emner som bopæl, arbejdsmarked, uddannelse, kriminalitet og indkomst for indvandrere og efterkommere, samt opgørelser af børn af efterkommere.