06/26/2025 | Press release | Distributed by Public on 06/26/2025 04:18
Regeringen, arbejdsmarkedets parter og landets erhvervsskoler har indgået et fælles håndslag, der forpligter dem til at styrke kvaliteten i erhvervsuddannelserne og sikre, at de seneste politiske aftaler bliver omsat til konkrete forbedringer.
Håndslaget er resultatet af et bredt samarbejde mellem Børne- og Undervisningsministeriet og en række centrale aktører: Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, KL, Danske Regioner, Danske Erhvervsskoler og Gymnasier (både bestyrelser og ledere), Danske SOSU-skoler og Danske Landbrugsskoler.
Nanna højlund, FH
Tre politiske aftaler
Baggrunden er tre politiske aftaler, som skal give et varigt kvalitetsløft til erhvervsuddannelserne. Aftalerne har fokus på tre hovedområder:
At skaffe flere faglærte til velfærd og sundhed, at forberede erhvervsuddannelserne til den grønne omstilling, og at sikre et økonomisk og fagligt løft, som kan mindske frafald og øge tilgangen til uddannelserne.
Der er afsat i alt cirka 1 milliard kroner årligt fra 2030 og frem til takstforhøjelser og særlige puljer. Skolerne får samtidig større frihed til selv at prioritere indsatsen lokalt, hvor behovene og potentialet er størst.
Håndslaget forpligter alle parter til at følge op på intentionerne i aftalerne og sikre, at midlerne reelt kommer eleverne og kvaliteten til gode - både i undervisningen og i det samlede skolemiljø.
Vigtigt ansvar
"Med det her håndslag får erhvervsskolernes ledelse et vigtigt ansvar - og det er vi glade for.
Fremover skal de selv beslutte, hvordan de nytilførte penge bedst styrker kvaliteten lokalt på erhvervsskolerne. Det handler om mere trivsel, mere tryghed, bedre undervisning, læringskvalitet og samspil mellem skole- og oplæringsdelen.
Og så handler det om at gøre eleverne nysgerrige og stolte af deres fag. For målet er klart: Flere unge skal få lyst til at vælge en erhvervsuddannelse - og til at blive på den hele vejen," siger Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
I perioden 2025-2030 udmøntes midlertidige tilskud for over 765 millioner kroner, og fra 2032 vil der være varige midler på knap 434 millioner kroner årligt. Der bliver fulgt op med løbende data fra uddannelsesstatistik.dk - blandt andet på frafald, fuldførelse, trivsel og beskæftigelse.
LÆS OGSÅ: Flere AI-kompetencer på vej til professionerne
Parterne er enige om, at den øgede frihed skal følges af tydelig opfølgning og dokumentation for, at investeringerne skaber bedre erhvervsuddannelser og flere dygtige faglærte i Danmark.