Lokalbetjent på 42: Jeg hjælper unge på rette vej – men hvem passer på os, der skal arbejde længere og længere

Som lokalbetjent bruger Enver Skov hver dag på at skabe tryghed og hjælpe unge, før de havner i kriminalitet.

Men han oplever en voksende utryghed ved, at pensionsalderen flytter sig, efter at han allerede har indrettet sit liv efter andre forventninger.

Erik arbejder som lokalbetjent ved Midt- og Vestsjællands Politi, hvor en stor del af hans arbejde handler om tæt kontakt med borgere - og særligt unge.

Hverdagen består både i at være synlig i lokalområdet, opbygge relationer og gribe ind tidligt, før konflikter og problemer vokser sig større. For ham er det meningsfuldt at kunne være en voksen, unge kan tale med, og som kan skabe tryghed og struktur for dem, der ellers risikerer at komme skævt ind i livet.

Den forebyggende del af arbejdet og relationen til lokalsamfundet er noget af det, der giver ham arbejdsglæde.

Men samtidig fylder spørgsmålet om pension og tilbagetrækning meget.

Han beskriver en grundlæggende utryghed ved, at de forudsætninger, han startede arbejdslivet med, har ændret sig markant undervejs.

- Jeg har indrettet mit liv efter én forventning - og så finder jeg ud af, at den pludselig ikke gælder længere.

Forventningen om, hvornår man kunne trække sig tilbage, har haft betydning for både økonomi og livsvalg. Derfor opleves det som et brud, når pensionsalderen reelt flytter sig mange år frem.

Samtidig peger han på, at det også kan få konsekvenser for arbejdsmiljø og sikkerhed, hvis mennesker bliver i krævende funktioner for længe.

- Der er kolleger, som bliver for længe, og det er hverken rimeligt for dem selv eller forsvarligt for andre.

For ham handler pensionsdebatten derfor ikke kun om alder, men også om værdighed og forudsigelighed.

- Folk skal selv have mulighed for at bestemme, hvornår det er tid til at stoppe.