Danish Data Protection Agency

04/14/2025 | Press release | Distributed by Public on 04/14/2025 06:46

Pressemeddelelse fra EDPB-møde i april

Pressemeddelelse fra EDPB-møde i april

Dato: 14-04-2025

Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) har offentliggjort deres pressemeddelelse fra plenarmødet den 8. april 2025.

EDPB har afholdt plenarmøde den 8. april 2025, hvor en lang række sager blev drøftet og behandlet. Det blev bl.a. vedtaget at sende en vejledning om brugen af blockchains i offentlig høring.

Vejledningen gennemgår de særlige databeskyttelsesretlige udfordringer, som behandlingen af persondata i blockchain-teknologier medfører. Derudover kommer vejledningen med input til de dataansvarliges designovervejelser i systemunderstøttelsen ved brugen af blockchains i opgaveløsningen.

På mødet besluttede EDPB endvidere at arbejde tæt sammen med EU-Kommissionens kontor for kunstig intelligens (AI Office) i forbindelse med udarbejdelse af retningslinjer for samspillet mellem AI-forordningen (AI Act) og EU's databeskyttelseslovgivning.

Herudover blev EDPB orienteret om, at der i regi af EDPB's eksterne ekspertgruppe, Support Pool of Experts, er udarbejdet en rapport om AI-drevne sprogmodeller (Large Language Models, LLMs). Rapporten finder du på EDPB's hjemmeside.

Vil du vide mere?

Læs hele EDPB's pressemeddelelse her (engelsk).

Link til høringsportalen (engelsk). Fristen for bemærkninger er den 9. juni 2025.