01/30/2026 | Press release | Archived content
Et hold fra DMI var i sidste uge i Ghana som led i sektorsamarbejdet mellem DMI og Ghana Meteorological Agency, GMet. GMet er i rivende udvikling og bevæger sig nu fra primært at fokusere på grunduddannelse af meteorologer til også at arbejde mere strategisk med instituttets fremtidige retning og rolle i samfundet.
Fokus på ledelse og organisationsudvikling
DMI's direktør, Marianne Thyrring, holdt workshop med GMets ledelse om, hvorfor og hvordan ledelse er det vigtigste redskab i arbejdet med at implementere en strategi. Og om at ledere har værktøjskassen med ledelsesinstrumenter, som vigtigste redskab, når de udnævnes som leder. Det er ikke længere egne faglige præstationer men medarbejdernes, som er i højsæde og skal fremmes. Uanset baggrund skal ledelse som faglighed tage over som støtte for den faglige udvikling.
Flyveklare meteorologer
På den danske ambassade i Ghana blev to hold nyuddannede flyvemeteorologer fejret. Holdene er resultatet af en ny uddannelsesstruktur, som DMI's meteorologer har udarbejdet i samarbejde med GMet.
GMet har nu 34 certificerede flyvemeteorologer, der kan udarbejde vejrudsigter for Ghanas lufthavne og flytrafik.
Samtidig har flyvemeteorologerne også modtaget undervisning i at undervise, så de fremover selv kan stå for uddannelsen af nye kolleger. Derved er der opbygget en vedvarende kapacitet på dette område. Endnu en vigtig milepæl.
Startskud til indsamling og digitalisering af data
Data er fundamentet for gode vejrmodeller og dermed også varsling af voldsomt vejr samt klimavidenskab.
DMI's vicedirektør Thomas Kjellberg Christinsen, der tidligere har været afdelingschef for DMI's IT-afdeling, deltog derfor også i besøget og hjalp med til at sætte rammerne for det videre arbejde i GMet, hvor største fokus netop ligger på systematisk indsamling og digitalisering af vejrobservationer.